Hver dag starter og slutter i soveværelset med dagens begivenheder og indtryk i tankerne. Det er derfor vigtigt, at rummet forbindes med ro og afslapning. Derfor skal der ikke være for mange forstyrrende elementer. Soveværelset skal prioriteres, fordi det har stor betydning for din nattesøvn og dermed din velvære.
Lysindfald
Placeringen af dit soveværelse kan have stor betydning for din nattesøvn. Hvis du er meget lysfølsom, skal du overveje at placere dit soveværelse mod nord/øst. Så bliver du ikke holdt vågen af den skarpe aftensol, og du kan stå op med solen om morgenen. Den placering sikrer også, at værelset ikke bliver for varmt i sommerperioderne.
Opbevaring
Drømmer du om et stort walk-in, hvor der er plads til alt fra tøj og sko til tasker og accessories? Så skal du ikke tøve! Der er nemlig brug for masser af opbevaringsplads i soveværelset. Med et walk-in bliver du heller ikke forstyrret af din partner, hvis I har skæve arbejdstider. Uanset hvilken opbevaringsløsning du vælger, så gå efter en, der kan holde soveværelset ryddeligt.