Udeareal

Din have skal også indrettes, så den passer perfekt til jeres familie, behov, drømme, interesser og hverdag. Alle familier er jo forskellige, og udearealet er mindst lige så vigtigt som huset indvendigt. 

Funktion 

Hvad skal din familie bruge haven til? Måske har børnene brug for plads til at spille fodbold på en græsplæne. Eller skal der være en sandkasse og et gyngestativ til familiens mindste? Mange vælger i dag at få lavet en stor overdækket terrasse, så hele familien kan grille til trods for lidt regn. Det kunne jo også være, at forældrene ønsker sig en lille terrasse med udgang direkte fra soveværelset.

Personlighed

Ud over, at haven rent praktisk skal fungere for din families hverdag, så bør den også afspejle jeres personlige stil. For eksempel giver træterrasser et helt andet udtryk end fliseterrasser. Her kan der også være stor forskel på holdbarhed og vedligehold, som skal overvejes. Det samme gælder i forhold til beplantning. Skal der være blomsterbede, som skal passes og plantes nyt i? Nogen slapper jo af med at gå og nusse i haven, andre hader det og foretrækker fliser på hele grunden. Det kan også være, at der skal opsættes hegn, så I får mere privatliv i haven. Mulighederne er næsten uendelige og kun I ved, hvordan jeres udeareal bliver perfekt.